Hvis du er mere end almindelig nervøs:

Fortæl det til mig
Jeg er den nærmeste til at hjælpe dig men du kan ikke forvente at jeg har gennemskuet dig, nogle elever er enormt gode til at holde facaden og skjule deres nervøsitet. Derfor er du nødt til at fortælle mig hvordan du har det.

Er der bestemte manøvrer som du ikke bryder dig så meget om, så lad os træne dem igen og igen til du føler dig sikker. Det kan f.eks. være parallelparkeringer eller tre-punkts-vendinger. Der skal sandsynligvis kun ændres en lille smule på din kørsel, før du oplever at have tid nok og føler mindre pres.

Timen før køreprøven
Vi mødes altid i god tid før prøven og ”varmer op”, og bl.a. kan gå bilen igennem (alt det du kan blive spurgt om når prøven starter). Alt det har vi selvfølgelig gennemgået i de sidste kørelektioner inden da.

Det første møde med den prøvesagkyndige
Smil, sig hej og giv evt. hånd. I forvejen har du jo øvet dig (og øvet dig og øvet dig) på kontrolspørgsmålene, så uanset hvad han/hun stiller af spørgsmål omkring bilen, så kan du frisk og hurtigt svare på det hele. Du giver et godt indtryk, får en god start og det gør dig samtidigt rolig og mindre nervøs.

Hvad kan du selv gøre? 
Gør noget! Et fælles træk for dem som har fundet en vej ud af prøvenervøsiteten, er at de har gjort noget og de har gjort det for sig selv. Nogen har motioneret, nogle mediterer, andre har haft held med at drikke kamillete. Når du hører hvad andre har gjort, skal du overveje om det passer til dig. Det nytter ikke at du drikker kamillete bare fordi nogen har sagt det, hvis du i virkeligheden hader kamillete. 🙂

5c9

Shhhhhhh, det er en hemmelighed!
Du skal overveje hvem og hvor mange der skal vide at du skal til køreprøve. Det kan lægge et ekstra pres på dig, hvis du har skrevet på facebook hvornår du skal til prøve. Så vil det vælte ind med sms’er om ”held og lykke” og “det skal nok gå” osv. de sidste minutter inden prøven, og det er sjældent dét ligefrem har en god indvirkning. Og hvad dine venner ikke ved, har de ikke ondt af, hvis du nu skulle gå hen og dumpe. Det er også sjovere at komme og vifte med kørekortet efter en bestået køreprøve!

.

5c10

Er du til motion?
Nogle elever har opdaget at de er mere rolige og kører bedre efter en løbetur eller en tur i motionscentret (f.eks. efter spinning). Prøv det 1-2 timer før en køretime og se om det virker på dig . Hvis det virker, kan du overveje at gøre det før prøven.

Det er ikke verdens undergang at dumpe
Mind dig selv om, at det ikke er ikke er en katastrofe hvor hele verden ramler sammen om dig hvis du dumper. Hvis du skruer tanken om “ikke at bestå” op til et kæmpe problem, vil du lægge et negativt pres på dig selv og ubevidst forøge din nervøsitet. Mind dig i stedet om at hvis det ikke går som forventet, er du ikke den eneste der har oplevet det. Og du kan forholdsvis hurtigt komme til prøve igen. Glæd dig til prøven – frygt den ikke!

Hjælp udefra 
Er du under uddannelse? Mange uddannelsesinstitutioner (f.eks. gymnasier) tilbyder kurser i at håndtere prøvenervøsitet/eksamensangst. Hvis du har den mulighed kan det klart anbefales.

 

Hypnose
Du kan også søge hjælp hos en hypnotisør hvis det er ekstremt. Det har hjulpet mange men det koster også en del.